Vinderne af ÅRETS SPIL 2020 er fundet

53 dommerfamilier har testet og kåret årets bedste børnespil, familiespil og voksenspil.

De tilmeldte spil har generelt scoret højt hos dommerfamilierne, og der har været meget tæt løb om priserne i år, så der er noget at glæde sig til for både spilentusiaster og helt almindelige spilglade børn og voksne, når spillene åbnes i de danske hjem! Blandt andet kan kreativitet, kløgt, intuition, taktik, hurtighed og samarbejde komme i spil – men også hård konkurrence hen over bordet.

Legebranchen – LEG står bag kåringen af årets bedste brætspil, men det er forbrugerne og familierne selv – de sande eksperter – der har talt. Børn og voksne, der er repræsentativt og tilfældigt udvalgt har spillet de 55 tilmeldte spil til Årets Spil 2020, og vurderet dem ud fra underholdningsværdi, involvering, originalitet og ”value for money”.

Vinderne af ÅRETS SPIL 2020 er:

Årets Børnespil

RAMPELYS SLAMMER

fra Tactic

“Rampelys Slammer (på engelsk Spotlight Slam) er et sjovt og dynamisk scenespil for børn. En spiller optræder, mens de andre gætter. Når de andre gætter, hvad skuespilleren forestiller, skal de prøve at snuppe det rigtige kort på bordet med en slammer. Den hurtigste får kortet, og første spiller med 5 kort vinder spillet.”

Årets Familiespil

RYD BORDET

fra Upcoming Minds

“En spiller læser ordet på kortet op, og så gælder det bare om at være hurtig til at snuppe de billedkort, der passer til det oplæste ord først, for det er alle mod alle! Ordet på kortet skal lede spillernes tanker hen på et eller flere af de billedkort der ligger på bordet, enten i form af at de har en direkte relation til ordet eller at det er noget man kan associere ordet med.”

Årets voksenspil

HELT BLANK

fra Games4U

“Helt Blank er et party spil hvor det gælder om at forudse hvad de andre spillere tænker på. Skriv et ord som fuldfører frasen, match med hvad andre har skrevet og scor point for at vinde. Spillet går i sin enkelhed ud på at finde begyndelser eller endelser på i ord som der trækkes. Hver spiller noterer sit bud på en lille tavle og når alle har noteret, sammenlignes resultatet. Er der match mellem spillernes bud, så scorer disse point. Hvad tænker du? Og hvad tænker de andre?”

Årets nyhed

BANK ATTACK

fra LINIEX

Ny pris!

Som noget nyt kårer Legebranchen LEG i år også ÅRETS NYHED på tværs af de 3 kategorier.

Valget faldt på spillet BANK ATTACK fra LINIEX, der scorede højest som et originalt, anderledes og nytænkende spil.

Det appellerer til både børn og voksne, og går ud på, at man i samarbejde skal bryde ind i Escape Room, få åbnet pengeskabet og se hvor mange penge man kan få skrabet sammen inden tiden går.

Der er 6 niveauer der bliver sværere og sværere gennem spillet.

Spil udvikler, samler og skaber samvær

Vi siger tusinde tak til de mange dommerfamilier for vurderinger, holdninger og input!!!