Her er de bedste brætspil i 2018

77 familier og institutioner har testet og kåret årets 3 vinderspil blandt 46 forskellige brætspil for børn, familier og voksne.

”Børnene, familierne og de spilleglade voksne er de bedste dommere, for det er dem, der køber og spiller spillene. Derfor er det også dem, der tester og kårer de bedste spil,” siger Betina Schiønning, sekretariatschef i Legebranchen LEG, der står bag kåringen af Årets Spil.

De 3 vindende spil i 2018 er:

For børn: Yeti Spaghetti fra Maki

For familier: Conezilla fra Leikkien

For voksne: Det Røde HINT fra BEZZERWIZZER

De 77 dommerfamilier og -institutioner, som blev udtrukket, har vurderet spillene ud fra deres underholdningsværdi, originalitet og regler, og om spillene lever op til producentens anprisninger.

”Vi håber, at kåringen af årets bedste brætspil kan inspirere og vejlede familier, når de køber deres næste spil. Samtidig er familiernes vurderinger af spillene et værdifuldt bidrag til spilproducenternes arbejde med at udvikle nye brætspil, for alle producenter modtager en evaluering, der fortæller dem, hvad familierne mener om netop deres spil” siger Betina Schiønning.

Spil udvikler børn
Brætspil er en god måde for børn at lære på. Lektor Carsten Jessen fra Aarhus Universitet anbefaler brætspil som et godt bidrag til børns udvikling og dannelse.

”Brætspil er en hyggelig måde at samle familien om en fælles aktivitet. Spillene er også en god ramme for en vigtig del af børns udvikling og dannelse. Børnene lærer at forstå regler og øver sig i at følge dem. De lærer at kunne vinde og tabe, at kunne glæde og ærgre sig, mens deres tænkning bliver udfordret” siger Carsten Jessen, der er forsker ved Center for Undervisningsudvikling og Digitale Medier ved Aarhus Universitet.

De 3 vinderspil kort fortalt

Hjælp!!! Der er en Yeti i min SPAGHETTI!
Hvem vidste at en Yeti, kunne lide spaghetti?? I dette skøre og sjove spil sidder Yeti på spaghettierne.

Prøv at fjerne spaghettierne én efter én uden at Yeti falder ned i skålen.

Men pas på! Falder Yeti ned i skålen taber du.

Hverken børn eller voksne kan få nok af dette vidunderligt enkle og fristende huske- og taktikspil!

Hold godt øje med, hvilke kugler der vendes om, vælg dine kugler med omhu, og du vil være godt på vej til at blive Conezilla-mester.

Det Røde HINT er et selskabsspil, hvor dine holdkammerater skal gætte, hvad du prøver at fortælle dem.

For at få dine kammerater til at gætte ordene på kortene skal du enten prøve kræfter med de klassiske discipliner Mime og Tale, eller du skal kaste dig ud i de helt nye discipliner Lyde og Figurer.

Når du har valgt din opgave, skal der tænkes hurtigt, og dine holdkammerater skal være opmærksomme på dine hints, for der er altid noget, de ikke må gætte på.

Glæd dig til at finde ud af, om dine venner fatter et HINT!

Kategorierne i Årets Spil:

Børnespil: Henvender sig til børn i alderen 0-6 år og vil oftest kræve aktiv deltagelse af en voksen. Spillet er bedømt af familier med børn fra 0 til 6 år.

Familiespil: Henvender sig til familier med børn fra 7 år og kan spilles af børn mellem 7 og 11 år alene eller sammen med en voksen. Spillet er bedømt af familier med børn i denne aldersgruppe.

Voksenspil: Henvender sig til unge og voksne fra 12 år. Spillet er bedømt af personer over 12 år.